
Efter mange måneders planlægning kan ØBG Fodbold og FC Silkeborg nu glædeligt fortælle, at arbejdet med Knudepunktet starter i uge 40. Visionen er at skabe et åbent og inkluderende mødested, hvor børn, unge, familier og borgere fra Buskelund, Balle og Hvinningdal kan mødes omkring fællesskab, trivsel og gode oplevelser.
For mange unge er idrætten en vigtig del af hverdagen. Man kommer til træning, spiller kamp og tager hjem igen. Men gennem dialog med vores egne børn og unge har vi hørt et tydeligt ønske om mere end bare baner og træning. De ønsker et sted, hvor man kan mødes før træning, blive hængende efter kampen, være sammen med vennerne og føle sig som en del af et fællesskab.
Det er netop dét, Knudepunktet skal skabe. Et sted hvor man kan lande, falde til ro og være sammen uden at skulle præstere. Et sted hvor nye venskaber kan opstå, og hvor relationer på tværs af årgange, hold og bydele kan vokse. For de yngste giver det tryghed. For de ældre giver det frihed og mulighed for at være sammen på egne præmisser.
Vi ønsker at skabe et område, hvor fællesskabet lever videre, når træningen er slut. Hvor man kan mødes spontant, dele oplevelser, fejre sejre, bearbejde nederlag og skabe minder sammen. Et sted hvor man føler sig hjemme, uanset om man spiller fodbold, er frivillig, forælder eller blot bor i området.
Knudepunktet er derfor ikke kun et projekt for vores klubber. Det er et projekt for hele lokalområdet. Vores håb er, at det bliver et naturligt samlingspunkt, som styrker sammenholdet og gør Buskelund, Balle og Hvinningdal til et endnu bedre sted at vokse op og være en del af. Vi glæder os til at tage det første spadestik og til sammen med jer at skabe rammerne for fremtidens fællesskab.